EM i præcisisionsorientering blev afholdt ved Lohja vest for Helsinki (udsat fra både 2020 og 2021 pga Corona. Tobias Biering, Johanne Biering og Karin Biering deltog fra Silkeborg OK, mens Søren Saxtorph, Karo Saxtorph Schulz og Maria Krog Schulz deltog fra Ballerup OK.
De første to dage var en samlet konkurrence med klassisk præcisionsorientering, ; en bane på 1.3 km med 25 opgaver første dag og 1.6 km med 28 poster anden dag. Tobias og Maria gik dag1 igennem banen helt uden fejl, men Tobias med en enkelt fejl på tidskontrollen (9.plads) og Maria med tre fejl på tidskontrollen(17.plads). Dag 2 gik også godt for Tobias, med en enkelt fejl på banen (som kun blev løst korrekt af 15% af deltagerne og en enkelt fejl på tidskontrollen, hvilket rakte til en 6. plads. Samlet set kunne disse to stabile præstationer række til en bronzemedalje til Tobias i den åbne klasse. I P-klassen blev det også til en samlet 5. plads til Søren Saxtorph fra Ballerup OK, efter en 3.plads efter dag 1, men en 13.plads efter dag 2.
Dag 3 stod på Temp-O konkurrencer, om formiddagen var der to kvalifikationsheats, hvor Tobias kvalificerede sig i sit heat som nr 2, mens Johanne kvalificerede sig i sit heat som nr 17 (18 fra hvert heat gik videre). Eftermiddagen bød på det vildeste regnvejr, mens finalerne gik i gang, startende i omvendt resultatrækkefølge fra kvalifikationen. Johanne gik tidligt ud, og kom i mål i en tid, som hun selv var utilfreds med, men som viste sig at være rigtigt god, faktisk den bedste indtil en finne kom ind dagens bedste tid helt i slutningen. Banelæggeren havde valgt nogle meget detaljerede klippeskrænter, som virkeligt voldte problemer at gennemskue under tidspres (se kortudsnit)
Det lugtede således af sølv til Johanne, men da konkurrencen netop var slut, valgte arrangørerne at sløjfe en af de 7 stationer, fordi det voldsomme regnvejr havde fået et grantræ til at hænge med grenene, så en post ikke kunne ses for en del af deltagerne. Den beslutning rykkede helt rundt, så Johanne røg helt ned på 8.pladsen og Tobias på 15. pladsen. Kæmpe skuffelse for Johanne (og for os andre, som fulgte med i dramaet)
Den sidste konkurrencedag bød på stafet, hvor tre personer gik hver sin 13 opgavers præcisionsorientering efterfulgt af 2 Temp-O stationer, alt indenfor en samlet max tid. Denne dag voldte store problemer for beregningen, som havde lavet en (eller flere?) programmeringsfejl og samtidigt var den en protest på en opgave, hvor juryen måtte i skoven. Det betød at onlineresultaterne hoppede op og ned, tiden gik og gik, og vi måtte køre mod lufthavnen, uden at konkurrencen var afgjort, men hvor det danske førstehold (Tobias, Johanne og Maria) lå til guld, da vi kørte. I lufthavnen fik vi endeligt besked fra Søren (som var i egen bil, og kunne vente med at køre), da vi stod i gaten at holdet havde fået sølv og at resultatet var endeligt. Det var nogle nervepirrende timer i lufthavnen, og nærmest svært at blive helt glad for, fordi det trak sådan ud.
Således blev ETOC2022 en stod succes for dansk præcisionsorientering. Allerede til juli er der VM i Polen, hvor vi håber at de flotte takter kan gentages
På arrangørernes hjemmesiden etoc2022.com er der detaljerede resultater og løsningskort, for dem som har lyst til at nørde rundt i det.