Søren Saxtorp bedste dansker som samlet nummer 10 i PreO konkurrencerne

De to sidste dage har budt på klassiske præcisionsorienteringbaner til VM i trailorientering, hvor det samlede resultat for begge dage afgjorde placeringerne på den sidste disciplin ved mesterskabet.

Begge dage blev atleterne kørt i minibusser op i nationalparken Karkonoski, som normalt er lukket for orienteringsløb. Banerne var hhv. 470 meter med 40 poster og 400 meter med 33 poster, hvilket betød, at posterne stod ekstremt tæt i terrænet, som oftest ved klippe- og stendetaljer oppe på bakkerne.

“De tætte postplaceringer sammen med de mange atleter på meget lidt plads, gjorde banen intens og til tider stressende,” fortæller Johanne Biering, og fortsætter:

“Mange havde problemer med at nå i mål inden max-tiden, men banerne var sjove og udfordrende, og udnyttede de mange detaljer på kortet.”

Hele det danske hold deltog ved PreO-konkurrencerne. På førstedagen blev Tobias Biering bedst placerede dansker på en 8. plads, mens Søren Saxtorph lå på en 12. Plads i para-klassen. På dag 2 tog Søren 10. pladsen, hvilket også blev hans endelige placering samlet efter de to dage i P-klassen.

I den åbne klasse, blev bedste danske placering igen Tobias Biering på 38. pladsen på anden dagen, fulgt af Johanne Biering på 40. pladsen, og samlet blev Tobias nummer 19 og Johanne nummer 44 i O-klassen. Andreas Duc Jørgensen blev nummer 61 samlet.

Alt i alt ikke helt de resultater, holdet havde håbet på, men konkurrencen var hård i år, da man som noget nyt har kunnet udtage to ekstra juniorer og hele top 15 på verdensranglisten, så flere lande deltog med mange rigtigt dygtige atleter, blandt andet nogle som har startet med online-præcisionsorientering under coronanedlukningen: færdigheder som har vist sig at kunne overføres fra computer til terræn.

Alle resultater fra WTOC kan findes her: https://o-adventure.cz/preorr.php?res=wtoc22&co=8

Tobias Biering videre til finalen, men skuffet over resultatet på Temp-o

Idag var fire danskere i temp-o konkurrence (Andreas Duc Jørgensen, Johanne Biering, Tobias Biering og Karin Biering), men kun Tobias klarede den til finalen, til med som nummer 1 i sit heat med bare en enkelt fejl på kvalifikationens 30 opgaver.

“Kortet var godt og detaljeret, med mange stenformationer og alle med kig op af skrænter. Stationerne var udfordrende med risiko for parallelfejl, hvilket kostede mig flere fejl i finalen. Efter de nyeste regler havde sideplaceringen på en genstand ikke betydning, hvilket gav ekstra fokus på ren kortlæsning,” fortæller Tobias Biering efter konkurrencen.

Tobias sluttede på en lidt skuffende 28. plads, mens Sondre Ruud Bråten fra Norge tog guldet.

Udfordringen i Trail-O, er at identificere den rette markering af en post, ud fra den information givet af kortet. Denne identifikation sker på afstand af posten, og oftest fra en vej eller sti, så det er muligt for personer med begrænset mobilitet at deltage. I temp-o sidder deltagerne i en stol, og skal løse delelementerne derfra, hurtigst muligt, og det gælder derfor om at tænke hurtigt.

Se alle resultater fra temp-o konkurrencen til VM i trail-o her: https://o-adventure.cz/preor/results/WTOC/2022-07-21E2/results_E2_class_F.htm

VM i Trail-O er skudt i gang

Det danske præ-o landshold er på plads i Jelenia Gora i det sydlige Polen, hvor VM i Trailorientering løber af stabelen over de næste fire dage. Tre af atleterne har allerede idag været i ilden til stafetten, hvor Johanne Biering, Tobias Biering og Andreas Duc Jørgensen repræsenterede Danmark. Efter flotte ture på banen med kun en enkelt fejl til Johanne og Andreas og fejlfri tur fra Tobias, blev det temp-o stationerne som blev afgørende i et meget tæt felt. Danmark endte på 10. pladsen, mens guldet gik til Tjekkiet både i den åbne klasse og  para-klassen, berettes det af Karin Biering fra lejren.

Trail-O er en disciplin af orienteringssporten udviklet til at kunne tilbyde alle, inklusiv personer med begrænset mobilitet, en mulighed for at deltage i orienteringskonkurrencer, der er meningsfulde på lige fod med alle andre. Både manuelle og elektriske kørestole, og hjælpere og lignende, er tilladt til hjælp med mobilitet, og hastighed over en distance, er ikke relevant for konkurrencen.

Udfordringen i Trail-O, er at identificere den rette markering af en post, ud fra den information givet af kortet. Denne identifikation sker på afstand af posten, og oftest fra en vej eller sti, så det er muligt for personer med begrænset mobilitet at deltage. Bevis for den korrekte identifikation af posterne, kræver ikke særlig behændighed, hvorfor personer med svær bevægelighedsnedsættelse, også kan konkurrere med under lige vilkår. De fleste trail orienteringsstævner, har en O-class klasse og en P-class klasse, hvor førstnævnte er for alle, mens sidstnævnte er for atleter med funktionelle udfordringer grundet permanente mobilitetshandicap, og som derfor ikke kan deltage på lige vilkår i almindelige orienteringsløb.

Trail orientering dækker over to individuelle distancer: PreO og TempO, samt holdformatet stafet. Det er også disse tre distancer, der er på programmet til VM i Polen i denne uge.

I PreO skal deltagerne identificere en række poster på en bane, hvor de eneste begrænsninger er, at blive på den tilladte rute, og ikke bruge mere tid end den fastsatte maxtid. I TempO sidder deltagerne i en stol, og skal løse delelementerne derfra, hurtigst muligt, og det gælder derfor om at tænke hurtigt.*

Program WTOC 2022, Jelenia Góra, Polen

Onsdag 20. juli – Trail-O stafet

Torsdag 21. juli – Tempo

Fredag 22. juli – PreO dag 1

Lørdag 23. juli – PreO dag 2

Det danske hold i Polen er:

Herrer 

Tobias Biering, Silkeborg OK (O-class)

Andreas Duc Jørgensen, Tisvilde Hegn OK (O-class)

Søren Saxtorp (P-class)

Damer

Johanne Biering, Silkeborg OK (O-class)

Karin Biering, Silkeborg OK (O-class)