VM i Trail-O er skudt i gang

Det danske præ-o landshold er på plads i Jelenia Gora i det sydlige Polen, hvor VM i Trailorientering løber af stabelen over de næste fire dage. Tre af atleterne har allerede idag været i ilden til stafetten, hvor Johanne Biering, Tobias Biering og Andreas Duc Jørgensen repræsenterede Danmark. Efter flotte ture på banen med kun en enkelt fejl til Johanne og Andreas og fejlfri tur fra Tobias, blev det temp-o stationerne som blev afgørende i et meget tæt felt. Danmark endte på 10. pladsen, mens guldet gik til Tjekkiet både i den åbne klasse og  para-klassen, berettes det af Karin Biering fra lejren.

Trail-O er en disciplin af orienteringssporten udviklet til at kunne tilbyde alle, inklusiv personer med begrænset mobilitet, en mulighed for at deltage i orienteringskonkurrencer, der er meningsfulde på lige fod med alle andre. Både manuelle og elektriske kørestole, og hjælpere og lignende, er tilladt til hjælp med mobilitet, og hastighed over en distance, er ikke relevant for konkurrencen.

Udfordringen i Trail-O, er at identificere den rette markering af en post, ud fra den information givet af kortet. Denne identifikation sker på afstand af posten, og oftest fra en vej eller sti, så det er muligt for personer med begrænset mobilitet at deltage. Bevis for den korrekte identifikation af posterne, kræver ikke særlig behændighed, hvorfor personer med svær bevægelighedsnedsættelse, også kan konkurrere med under lige vilkår. De fleste trail orienteringsstævner, har en O-class klasse og en P-class klasse, hvor førstnævnte er for alle, mens sidstnævnte er for atleter med funktionelle udfordringer grundet permanente mobilitetshandicap, og som derfor ikke kan deltage på lige vilkår i almindelige orienteringsløb.

Trail orientering dækker over to individuelle distancer: PreO og TempO, samt holdformatet stafet. Det er også disse tre distancer, der er på programmet til VM i Polen i denne uge.

I PreO skal deltagerne identificere en række poster på en bane, hvor de eneste begrænsninger er, at blive på den tilladte rute, og ikke bruge mere tid end den fastsatte maxtid. I TempO sidder deltagerne i en stol, og skal løse delelementerne derfra, hurtigst muligt, og det gælder derfor om at tænke hurtigt.*

Program WTOC 2022, Jelenia Góra, Polen

Onsdag 20. juli – Trail-O stafet

Torsdag 21. juli – Tempo

Fredag 22. juli – PreO dag 1

Lørdag 23. juli – PreO dag 2

Det danske hold i Polen er:

Herrer 

Tobias Biering, Silkeborg OK (O-class)

Andreas Duc Jørgensen, Tisvilde Hegn OK (O-class)

Søren Saxtorp (P-class)

Damer

Johanne Biering, Silkeborg OK (O-class)

Karin Biering, Silkeborg OK (O-class)

EM i præcisionsorientering med dansk medaljehøst

EM i præcisisionsorientering blev afholdt ved Lohja vest for Helsinki (udsat fra både 2020 og 2021 pga Corona. Tobias Biering, Johanne Biering og Karin Biering deltog fra Silkeborg OK, mens Søren Saxtorph, Karo Saxtorph Schulz og Maria Krog Schulz deltog fra Ballerup OK.

De første to dage var en samlet konkurrence med klassisk præcisionsorientering, ; en bane på 1.3 km med 25 opgaver første dag og 1.6 km med 28 poster anden dag. Tobias og Maria gik dag1 igennem banen helt uden fejl, men Tobias med en enkelt fejl på tidskontrollen (9.plads) og Maria med tre fejl på tidskontrollen(17.plads). Dag 2 gik også godt for Tobias, med en enkelt fejl på banen (som kun blev løst korrekt af 15% af deltagerne og en enkelt fejl på tidskontrollen, hvilket rakte til en 6. plads. Samlet set kunne disse to stabile præstationer række til en bronzemedalje til Tobias i den åbne klasse. I P-klassen  blev det også til en samlet 5. plads til Søren Saxtorph fra Ballerup OK, efter en 3.plads efter dag 1, men en 13.plads efter dag 2.

Dag 3 stod på Temp-O konkurrencer, om formiddagen var der to kvalifikationsheats, hvor Tobias kvalificerede sig i sit heat som nr 2, mens Johanne kvalificerede sig i sit heat som nr 17 (18 fra hvert heat gik videre). Eftermiddagen bød på det vildeste regnvejr, mens finalerne gik i gang, startende i omvendt resultatrækkefølge fra kvalifikationen. Johanne gik tidligt ud, og kom i mål i en tid, som hun selv var utilfreds med, men som viste sig at være rigtigt god, faktisk den bedste indtil en finne kom ind dagens bedste tid helt i slutningen. Banelæggeren havde valgt nogle meget detaljerede klippeskrænter, som virkeligt voldte problemer at gennemskue under tidspres (se kortudsnit)

Det lugtede således af sølv til Johanne, men da konkurrencen netop var slut, valgte arrangørerne at sløjfe en af de 7 stationer, fordi det voldsomme regnvejr havde fået et grantræ til at hænge med grenene, så en post ikke kunne ses for en del af deltagerne. Den beslutning rykkede helt rundt, så Johanne røg helt ned på 8.pladsen og Tobias på 15. pladsen. Kæmpe skuffelse for Johanne (og for os andre, som fulgte med i dramaet)

Den sidste konkurrencedag bød på stafet, hvor tre personer gik hver sin 13 opgavers præcisionsorientering efterfulgt af 2 Temp-O stationer, alt indenfor en samlet max tid. Denne dag voldte store problemer for beregningen, som havde lavet en (eller flere?) programmeringsfejl og samtidigt var den en protest på en opgave, hvor juryen måtte i skoven. Det betød at onlineresultaterne hoppede op og ned, tiden gik og gik, og vi måtte køre mod lufthavnen, uden at konkurrencen var afgjort, men hvor det danske førstehold (Tobias, Johanne og Maria) lå til guld, da vi kørte. I lufthavnen fik vi endeligt besked fra Søren (som var i egen bil, og kunne vente med at køre), da vi stod i gaten at holdet havde fået sølv og at resultatet var endeligt. Det var nogle nervepirrende timer i lufthavnen, og nærmest svært at blive helt glad for, fordi det trak sådan ud.

Således blev ETOC2022 en stod succes for dansk præcisionsorientering. Allerede til juli er der VM i Polen, hvor vi håber at de flotte takter kan gentages

På arrangørernes hjemmesiden etoc2022.com er der detaljerede resultater og løsningskort, for dem som har lyst til at nørde rundt i det.

Præ-o træning på Sletten 19/3

Billede

Så er de sidste detaljer om PræO-træningen på lørdag på plads. Da det almindelige FodO træningsløb på Sletten er aflyst er mødestedet flyttet til området ved Æblegården, hvor banen udgår fra. Der skal parkeres på det område, som kaldes Frugthaven – indkørsel sker via Bøgedalsvej. Jeg har vedhæftet en kortskitse.
Der er lavet en B-bane og en Elitebane. Der er start mellem 11.30 og 13.30.

Det vil være dejligt at vide om I kommer, men I er velkomne også uden tilmelding.

Med venlig hilsen

Vibeke Vogelius